Locksley Sita blev 13 år.
Hun var den bedste jagthund, vi nogensinde har haft. Hun var en hund, der til det sidste udviste drive og gå-på-mod. Kendetegnet ved hende har altid været et kæmpe drive både ift. fuglejagter men så sandelig også til riffeljagter, hvor hun formåede at nedlægge anskudte dyr-bedre jagthund fås ikke. Hun fandt altid den fugl, som ingen andre jagthunde kunne finde på hendes utallige godsjagter, da hun var ret hårdtgående og bestemt ikke skånede sig selv.
Som familiehund var hun meget rolig. Hun var hundeflokkens mor og leder af flokken, indtil hun var 12 år, hvor efter Daisy overtog “lederskabet”. Altså det blik Sita kunne sende, når de unge i flokken lavede numre, glemmer vi aldrig. Selvom Sita mistede lederskabet, da hun blev “pensioneret”, så havde alle vores hunde i flokken stor respekt for hende.
Sita startede med at være en ispind leveret af Tasco Brimstone og født af DKFTCH Locksley Carie, og vi fik hende som 1-årig, hvor Sitas opdrætter Anne Kehling hjalp os med at få hende på rette vej og var skyld i, at vi fik øjnene op for, hvad fokuseret jagttræning kan bringe med sig sammen med nogle super gode gener: Sita blomstrede under træningen og blev en skøn jagthund, der apporterede flere hundrede fasaner og ænder igennem årene pga. hendes fantastiske instinktive evne til at finde vildt. Vi får svært ved at finde sådan et naturtalent igen-en unik jagthund. Vi har haft så mange skønne oplevelser sammen med Sita, som nu ligger begravet på hendes yndlingsplads på Nakkedraget.
Født den 24.06.2010 og død den 30.09.2023
Afstamning (20-0617-10): SJCH Tasco Brimstone/DK FTCH Locksley Carie
Sitas livshistorie:
Sitas blev lavet af frostsæd fra Brimstone, så hun var en ispind. Hun lignede af udseende sin mor Carie som snydt ud af næsen på hende. Sita var hos en anden hundefører i hendes første levetid, hvor hun ikke blev behandlet særlig godt. Sitas opdrætter blev lykkelig, da hun fik at vide, at vi overvejede at købe hende, da hun vidste, at Sita ikke var kommet det rigtige sted hen. Det var en svær beslutning at overveje at købe Sita, da vi ser en hund, der har hængende øjenomgivelser og virker yderst deprimeret og sidder bare henne i et hjørne og skriger efter kærlighed. Vores datter sætter sig forsigtigt ned i det modsatte hjørne og kalder forsigtigt på hende, og ja – Sita kommer med det samme hen til hende og lægger sig på ryggen med alle fire ben i vejret og vil bare kæles og have opmærksomhed. Vi var solgt. Efter at have besøgt Sita hos den mandlige hundefører kunne vi godt se, at han aldrig skulle haft så blød en jagthund: han råbte og skreg af sine andre hunde, som iøvrigt var hanhunde. Han fortalte om, at Sita var blevet mobbet af de andre hunde, og derfor var hun, som hun var, men sandheden var jo også, at han var verbalt hård ved bløde Sita og anerkendte ikke Sita under træning, som Sitas opdrætter havde været vidne til og som havde påtalt det over for ham, men han ville ikke lytte. På vejen hjem til Nakkedraget kiggede vi alle tre på hinanden og var enige om, at den hund bare skulle væk fra den hundefører – et utrolig dårligt match. Men vi kunne godt se, at vi ikke var nogle garvede hundeejere, for vi havde jo kun haft en labrador før, så kunne vi magte opgaven med at bygge en hund op, som havde fået nogle ar på sjælen? Vi talte så med Sitas opdrætter, og hun tilbød at hjælpe os med opgaven helt gratis dvs. vi kunne komme til træning med hende når som helst og vi ville kunne få råd og vejledning, når vi havde brug for det. Vi valgte så at købe Sita, og det har vi aldrig fortrudt, men det første år på Nakkedraget for Sita var noget af en rejse: den første måned blev hun håndfodret af Ninette under stuebordet, da hun var utrolig bange – måske har hun skullet slås for sin mad det gamle sted – hvem ved? Hun ville kun sove helt presset op i et hjørne og med noget over hovedet, ellers var hun ikke tryg. Det første år hadede hun mænd, så Henrik var ikke “in” i starten – nok fordi den tidligere hårde hundefører var en mand. Da hun fik sit første æble at lege med ude i haven, vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre ved det, da hun nok aldrig har fået lov at lege heller ikke, da hun var på hvalpestadiet – der var meget, som skulle “læres på ny”. Da hun så fandt ud af, at man gerne måtte lege, så drønede hun rundt i haven med æblet og havde en fest – ja hun eksploderede ligefrem. Efter nogle måneder begyndte vi at træne hos opdrætteren, og Sita var godt nok dygtig under træningen, men hun blev jo også rost til skyerne undervejs – fantastisk at se hende vokse og da hun bestod apporteringsprøven i RJK-regi kunne hverken opdrætter eller vi få armene ned – det var så stort at få Sita igennem den prøve med de ar, hun havde på sjælen. Hun kom ikke videre ift. prøver, da de der mænd, der kastede dummyer ude i terrænet var for “farlige”, men det betød ikke noget for os, da vi ønskede os en dygtig og velafrettet jagthund. Sita var godt på vej, og vores datter ønskede også at træne Sita, men det måtte så blive noget, som ikke var jagttræning. Så Sita blev trænet på en lille hjemmelavet agilitybane i haven af vores datter, og Sita strålede af glæde, for hun blev jo rost og fik godbidder for hendes arbejde. Sita blev så både holdt igang med jagttræning og med agility, og efter et års træning hos opdrætter, begyndte Ninette at træne Sita i RJK-regi, og senere trænede vi hende selv. Da hun begyndte at komme på rigtig jagt, blev det åbenlyst hvor stort et naturtalent Sita var som apporterende jagthund. Hun var i den grad en tæve med fart og stil – hun var som en raket, når hun skulle hente fugle, og hun skånede ikke sig selv overhovedet – sprang/fløj over alt med lethed og var utrolig hårdtgående. Hun kunne spæne flere hundrede meter efter anskudte fugle – der hvor andre jagthunde havde givet op. Dette betød jo, at vi nogle gange troede, at hun var blevet væk under jagten, men så kom hun med en fugl i munden – så bliver man stolt som hundefører. På godsjagter faldt der jo rigtig mange fugle, og ved efterapportering kontrollerede jægerne nedfaldssteder og sagde, at der ligger altså noget derinde i krattet og når så 5-6 hunde havde været derinde og søge, og alle havde opgivet, så kunne Ninette sende Sita derind og ja – hun kom altid ud med en fugl. Hun har deltaget i utallige andejagter både hos venner og på egne jagtmarker, og hun fandt alle fugle i en ruf uanset vind og vejr eller om det var i tusmørket på andetræk. Ninette var Sitas “leder” i en del år, men Henrik tog hende også med på riffeljagter, hvor hun var eminent til at finde dyr selv i hårdt terræn. Hun har endda præsteret at finde et anskudt dyr og holde det nede, indtil jægeren kom og fik det aflivet.
Sita var jo leder af vores hundeflok, indtil hun blev 12 år, hvor Daisy overtog lederrollen. Det var også som 12-årig, at hun gik på pension, da hendes bagkrop var meget slidt, men hun havde det mentalt godt og havde et normalt syn til det sidste. Hun kunne godt hente bolde og dummyer, selvom bagpartiet var lidt slidt, for hun ville bare bruges og hun nød at lave noget – en rigtig brugshund.
Æret være hendes minde – hun er savnet hver dag men nu apporterer hun masser af ænder og fasaner oppe i hundehimlen.
